Hvorfor Fashion Revolution Week?

Hvad er Fashion Revolution Week? Og hvorfor er Fashion Revolution bevægelsen opstået? Det er to gode spørgsmål, som vi vil besvare med dette blog-oplæg.

Du har sikkert set billeder som dem herunder på de sociale medier. Spørgsmålet Who made my clothes? er en vigtig del af Fashion Revolution bevægelsen.

I næste uge d. 20-26 april løber Fashion Revolution Week 2020 af stablen og mon ikke du kommer til at se endnu flere af disse billeder. Læs med og forstå baggrunden. 

Får du undervejs lyst til selv at bidrage aktivt i bevægelsen mod en renere og mere fair modebranchen, har vi samlet inspiration og links nederst i opslaget. 

Who made my clothes Fashion Revolution DenmarkFoto via Sustain Daily

1138 dødsfald blev startpunktet

1138! Sig lige tallet en gang til...1138! Så mange mennesker omkom, da en bygning fyldt med tekstilarbejdere styrtede sammen d. 24. april 2013.

Bygningen i Bangladesh var en del af et stort bygningskompleks kaldet Rana Plaza. Foruden de mange omkomne kom mere end 2000 mennesker også til skade. Ulykken er på mange måder kulminationen på den forretningsmodel, som ligger til grund for fast fashion industrien. Sikkerhedsforanstaltninger blev negligeret. Menneskerettigheder overhørt. Alt imens tekstilarbejderne knoklede for at producere hurtigere og billigere til en løn de ikke engang kunne leve af. 

Ulykken fik hele verdens øjne op for skyggesiderne af modebranchen. For mange i branchen blev det et vendepunkt. Et vendepunkt, som også blev startskudet for oprettelsen af Fashion Revolution.  

Rana Plaza ulykken i Savar, Bangladesh, April 24, 2013

Foto af Andrew Biraj via Reuters

Elsk mode på en fair måde

Fashion Revolution organisationen er en non-profit organisation, som støttes af virksomheder og private. Organisationen har lokale afdelinger i mange af verdens lande - også Danmark. Her hedder organisationen Fashion Revolution Danmark og er 100% frivillig. 

Det er designere, producenter, forfattere, akademikere, politikker, butiksansatte, forretningsfolk og mange flere, som tager del i organisationen. Fælles for alle er kærligheden til tøj og mode. En kærlighed til den kreative proces med at skabe tøj samt en kærlighed til det, som tøj gør for os. Som gir os mulighed for at udtrykke os.

Men det er også en kærlighed til de mennesker, som er involveret i hele produktionsprocessen og en kærlighed til naturen, som giver os mange af de ressourcer, som bruges til tøj. 

For forsat at kunne elske mode efter Rana Plaza katastrofen, blev det for mange mennesker essentielt også at vide hvem, der produceret deres tøj. Samt at disse mennesker har et godt liv. Derfor spørger vi hvert år, i ugen op til årsdagen for Rana Plaza katastrofen d. 24.04.2013 Who made my clothes

Who made my clothes?

For at involvere helt almindelige mennesker i rejsen mod en renere og mere gennemsigtig modebranche, skabte Fashion Revolution Who made my clothes kampagnen. Her opfordres alle til at spørge deres favorit-brand om arbejdsforholdene i deres værdikæde. 

Det gør man enten via de sociale medier eller en e-mail. Se et par eksempler herunder. Find desuden links til yderligere inspiration nedenst.  

Tanja Gotthardsen spørger Ganni

Tanja Gotthardsen er selvstændig konsulent og bæredygtig modeblogger bag bloggen Secondhand First. Sidste år spurgte Tanja Ganni #WhoMadeMyClothes? 

Tanja Gotthardsen spørger Ganni Who made my clothes

Tekst og foto af Tanja Gotthardsen via Instagram 

Pia Rasmussen Bødker spørger Gai + Livsa

Foruden at være medejer af Danish Fair Fashion har jeg også blogget om bæredygtighed på MoreConscious.blog siden starten af 2017. I den forbindelse blev jeg hurtigt klar over skyggesiderne af modebranchen. Det fik mig til at deltage i Fashion Revolution Week i 2017 og 2018. Jeg var dog ikke så heldig, at modtage svar disse år. 

I 2019 var der endelig hul igennem. Jeg spurgte Gai + Livsa ind til en hør t-shirt, som jeg havde købt året forinden. Hør er et bæredygtigt materiale, som primært dyrkes her i Europa. Hør klarer sig fint uden pesticider, men hvorledes medarbejderne på spinderiet, farverriet og systuen arbejder under ordnede forhold til en fair løn, kunne jeg ikke finde dokumentation på. 

Pia Rasmussen Bødker spørger Gai + Livsa Who made my clothes

Foto og tekst af More.Conscious.Aarhus via Instagram 

Jeg fik hurtigt nedenstående svar, som jeg vil lade stå uredigeret. Det er et svar, som gør, at jeg idag endnu glad for min t-shirt. 

"Dejligt I spørger - Ganske kort er vores hør tee shirts produceret i en familieejet virksomhed i byen Barcelos i Portugal. Et tæt forhold til vores leverandører er vigtigt for os, og derfor besøger vi familien 1-2 gange årligt. Alt arbejde i forbindelse med klipning, syning, inspektion og pakning sker på fabrikken. Medarbejderne arbejder under ordnede forhold i 8 timer dagligt. Metervaren købes lokalt for at undgå lang transport. Selve råvaren - høren - købes i Europa. Primært i Frankrig, hvor den dyrkes under ordnede forhold. Din tee shirt er dog produceret i Tyrkiet, men vi valgte at flytte produktionen for netop at skabe større gennemsigtighed. Dette var meget kort fortalt - vi arbejder hårdt på at skabe mere gennemsigtighed omkring produktion, og glæder os til, at vi snart kan præsentere jer for mere."

Gennemsigtighed er midlet ikke målet

Jamen nytter det så noget? Ja! Det gør det. Involveringen fra private stiger år for år. Sidste år i april måned brugte 178.000 mennesker Fashion Revolutions forskellige hashtags, som #WhoMadeMyClothes, #WhoMadeMyShoes, #IMadeYourClothes osv. I 2015 var det tal blot 42.000.

Vigtigst af alt sker der også noget på virksomhedsfronten. Det går langsomt, men det går fremad. Udviklingen følger Fashion Revolution nøje i deres årlige Transperancy Index. For første gang nogen sinde scorede 5 ud af de 200 største virksomheder i modebranchen over 60% i gennemsigtighed. Gennemsnittet ligger dog stadig på 21% for de 200 største virksomheder. Dertil skal også nævnes, at gennemsigtighed ikke er ensbetydende med, at virksomhederne reelt er bæredygtige. Det siger blot noget om hvor meget af deres politikken, procedurer og værdikæde de offentliggør. For Fashion Revolution bevægelsen er gennemsigtighed dog det første skridt mod en ærlig og ren modebranche.   

Kort sagt kan man vel godt tillade sig at konkludere, at der er meget lang vej endnu. Med andre ord er der brug for mange flere, som deltager i Fashion Revolution Week. 

Skal du være med?

Hvis du har fået lyst til at være med, så gør som Tanja eller undertegnede.  Brug Instagram til at spørge dit brand #Who Made My Clothes? 

Who made my clothes Plakat Gratis

Hent og print din "Who made my clothes?" plakat lige her

Sidst men ikke mindst kan du støtte Fashion Revolution Denmark økonomisk med et valgfrit beløb eller blive medlem for 20kr/måned. 

Yderligere læsning

Fashion Revolutions Transperancy Index 

Artikel fra Berlingske om de forhold, som 3F medarbejder mødte i Bangladesh i tiden omkring Rana Plaza katastrofen 

Artikel og analyse fra Human Rights Watch, som konkluderer, at det går fremad med gennemsigtigheden selvom det går langsomt. Dertil skal der internationale love til for virkelig, at ændre tekstilarbejdernes vilkår.  

Artikel fra Berlingske, som viser, at knap 17 milliarder kroner over en femårig periode vil være nok til at brandsikre 4.500 fabrikker i Bangladesh. Omregnet til en merpris per stykke tøj syet i samme periode svarer det til 60 øre per. stykke tøj.